Vi søger to nye kolleger til Børneinstitutionen Lindehøj
Vi søger dig, der har lyst til at være sammen med børn.
Rigtig sammen med dem. Nede på gulvet, hvor der bygges med klodser og læses den samme bog for 14. gang. Ude på legepladsen, hvor en vandpyt kan være dagens største oplevelse. Midt i en skattejagt, en hule, en sang, et bål eller en idé, som ingen helt ved, hvor ender.
Du må meget gerne være uddannet indenfor det pædagogiske område eller have erfaring fra arbejdet i et dagtilbud. Men i virkeligheden er det vigtigste for os, hvordan du er sammen med børnene.
Vi søger to nye kolleger
Den ene til vores vuggestue. Og den anden som flyver i hele huset og dermed en del af både vuggestuen og børnehaven.
Fælles for begge stillinger er, at vi leder efter voksne, der har lyst til at være midt i børnenes hverdag - ikke stå ved siden af den.
For børn har faktisk krav på voksne, der
- er tæt på dem
- kan aflæse dem
- tager deres leg alvorligt
- ikke står og venter på at blive sat i gang, men tør tage initiativ på egen hånd og som forstår, at en helt almindelig hverdagssituation kan være fyldt med leg, læring, relationer og udvikling.
Måske er du mest til vuggestuen?
Så håber vi, at du kan
- finde det store i det små
- skabe tryghed og nærvær
- begejstres over en vandpyt, en bille under en sten eller ti minutter med den samme klods.
Og at du ved, at omsorg og pædagogik ikke er to forskellige ting.
Eller måske er du vores nye flyver?
Så bliver hele Lindehøj din arbejdsplads. Den ene dag bygger du hule med børnehaven, den næste sidder du på gulvet med de mindste og finder ud af, hvor mange gange man egentlig kan putte den samme klods i den samme kasse.
Du skal kunne
- træde ind på en stue og mærke, hvad der er brug for
- skabe ro, når der er brug for ro eller skrue op for legen, når det er det, der er behov for.
Pædagogikken i Lindehøj
I Lindehøj er vi ved at udvikle en ny fælles pædagogisk retning. Vi skal arbejde projektorienteret og skabe længerevarende forløb, fordi vi tror på, at børn lærer mest, når de får lov til at fordybe sig, undersøge og være nysgerrige sammen med engagerede voksne. Også de mindste.
For projektorienteret pædagogik behøver ikke begynde med et stort voksenprojekt. Det kan begynde med en snegl, en lyd, en vandpyt og så er det vores opgave som voksne at være nysgerrige sammen med børnene og se, hvor det kan føre hen. Et barns spørgsmål må gerne ende i en skattejagt, et kæmpe byggeprojekt, en teaterforestilling eller noget helt andet, som ingen af os havde forestillet os fra starten.
Vi vil hellere tænke lidt for stort end starte med alle begrænsningerne. Og vi leger stadig. For vi tror på, at de bedste voksne ikke kun observerer legen, de deltager i den, udvikler den og bruger den som afsæt for relationer, læring og store oplevelser.
Hos os får du
En KÆMPE naturlegeplads med bålplads, boldbane, 1000 gemmesteder, sandkasser, gynger og klatretræer i næsten alle højder. Et træværksted, så der kan saves, hamres og skabes. El-ladcykler, så ture ligger lige for.
Teater og musik som en naturlig del af huset. Vi har en skuespiller ansat, som sammen med børn og voksne skaber vores store musicalopsætning, koncerter til vores arrangementer og fællessang hver fredag.
Og et hus, hvor vi både kan være fagligt seriøse og grine sammen.
Transporten har vi også tænkt på. Efter din prøveperiode tilbyder vi en bruttolønsordning på pendlerkort via DSB, hvis du ikke bor lige i nærheden.
Kort sagt
Vi leder efter to voksne, der har lyst til at gøre en forskel i børns hverdag. Om du bedst kan se dig selv på gulvet i vuggestuen eller som flyver rundt i hele Lindehøj, må du meget gerne fortælle os i din ansøgning.
Hvis det lyder som dig, så vil vi rigtig gerne høre fra dig inden den 11. september.
Løn og ansættelse
Løn fastsættes efter gældende overenskomst og principperne for ny løn. Det konkrete lønudspil oplyses i forbindelse med en eventuel samtale. Der indhentes børne- og straffeattest for medarbejdere, der ansættes i daginstitutionerne i Herlev Kommune.
Herlev Kommune har røgfri arbejdstid.
Mød vores medarbejdere
På herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.
Søg stillingen
Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.
Om Herlev
Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.
I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.