Tillidsskabende og praksisnær dagplejekonsulent søges til Herlev Kommune
Vi søger dig, der har lyst til at være med til at skabe en tryg og udviklende hverdag for dagplejens børn i et miljø, der stræber efter høj kvalitet, trivsel og udvikling.
Du vil komme til at arbejde tæt sammen med dagplejeleder, dagplejekonsulent, dagplejere, forældre og tværfaglige samarbejdspartnere, for at skabe de bedste rammer for børnene.
Hvis du er tillidsskabende, reflekterende, god til at inspirere, har lyst til at deltage i praksis, kan arbejde systematisk og selvstændigt samt har erfaring med arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan, faglig ledelse, evaluering, feedback og tilsynsmaterialet KIDS, så er det lige dig, vi mangler.
Om os
Dagplejen i Herlev består af 16 dagplejere, et gæstehus med 3 ansatte, en dagplejeleder, en dagplejekonsulent, og nu en udvidelse med en dagplejekonsulent mere.
Dagplejerne arbejder ud fra tre grupper, som hver har en dag om ugen, hvor de mødes i legestuen i dagplejehuset. På disse dage er der god mulighed for etablering af fælles faglige drøftelser samt skabe udvikling og trivsel hos de enkelte børn gennem dialog og samarbejde med de enkelte dagplejere.
Dagplejehuset har nogen fantastiske nyere rammer med god plads og mange muligheder.
Hvad kan vi tilbyde?
Vi tilbyder en spændende arbejdsplads og vi er i en større forandringsproces, hvor vi blandet andet arbejder målrettet med at udvikle og løfte kvaliteten.
Du vil få mange forskelligartede opgaver, hvor du både fungerer som sparringspartner, facilitator og tilsynsførende i et tæt og tillidsbaseret samarbejde med de 19 forskellige engagerede medarbejdere, din dagplejekonsulent kollega og dagplejelederen.
Du får en fleksibel og varieret arbejdsdag, både i de enkelte dagplejers hjem samt i dagplejehuset, hvor du i høj grad selv har indflydelse på tilrettelæggelsen af din tid.
Du vil indgå i et tæt tillidsbasseret samarbejde med den anden dagplejekonsulent og dagplejelederen. Vi har et godt uhøjtideligt arbejdsfællesskab med gode sparringsmuligheder, højt til loftet og plads til forskelligheder.
Du vil have stor medindflydelse både på egne arbejdsopgaver, men også i kvalificeringen af den fortsatte udvikling af dagplejen.
Du har fast kontorplads i dagplejehuset, sammen med dagplejekonsulent og dagplejeleder.
Om dig
Vi forventer, at du:
- har en pædagogisk uddannelse og relevant erfaring med at arbejde med udvikling af pædagogisk kvalitet.
- trives med mange varierende opgaver og mange forskellige arbejdsmiljøer.
- er god til mundtlig og skriftlig kommunikation.
- kendskab til specialpædagogiske greb.
- det er afgørende, at du er fagligt velfunderet.
- arbejder systematisk, kan vende ting på hovedet og tænke anderledes.
- har en inddragende og anerkendende tilgang til både kollegaer, børn og forældre.
- trives med at arbejde selvstændigt, og kunne have mange bolde i luften.
- skal have lyst til at være med på gulvet sammen med børn og dagplejere.
- tør italesætte opmærksomhedspunkter.
- kan observere og give feedback.
- optaget af at styrke dagplejernes arbejdsfællesskab.
Arbejdsopgaver vil bl.a. være:
- udvikling og evaluering af arbejdet med de pædagogiske læreplans temaer, i samarbejdet med dagplejerne.
- arbejde med faglige læringsfællesskaber med dagplejere i legestuerne.
- sparring og vejledning af det pædagogiske læringsmiljø, både i dagplejehuset og i hjemmene.
- føre tilsyn og derigennem sikre en kontinuerlig udvikling af den pædagogiske kvalitet.
- at være til stede og meget tæt på praksis i dagplejen.
- støtte og motivere den enkelte dagplejer.
- facilitering af udviklingsprocesser og tematikker i fælles faglige drøftelser.
- facilitere forældresamtaler, faglige middagsmøder og personalemøder.
- lejlighedsvis varetagelse af morgenvagttelefonen fra kl. 5.45 - 6.30 (i eget hjem).
- have lyst til administrative opgaver og kunne agere på mange platforme IT-mæssigt.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker en rundvisning, er du velkommen til at kontakte leder af Dagplejen Lisbeth Wilhelmsen på telefon 2143 2673.
Løn og ansættelsesforhold
Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst. Inden ansættelse vil der blive indhentet børne- og straffeattest. Stillingen er på 37 timer ugentligt og ønskes besat hurtigst muligt dog senest 1. oktober 2024.
Ansøgning
Vi skal have din ansøgning med relevante bilag senest den 21. juli. Der afholdes 1. samtalerunde den 5. august og 2. samtale runde den 7. august.
Mød vores medarbejdere
På herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.
Søg stillingen
Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.
Om Herlev
Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.
I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.