Sommerhaven søger pædagoger til vuggestue og børnehave
Har du lyst til at blive en del af en personalegruppe, der er god til at lære sammen, grine sammen og drømme sammen?
I Sommerhaven bliver du en del af et fagligt stærkt fællesskab med fokus på professionelle læringsmiljøer, høj faglighed og et tæt samarbejde. Vi forventer ikke, at du kan alt fra første dag, men det er vigtigt for os, at du har lysten og modet til at bidrage, lære og udvikle dig sammen med dine kolleger. Sammen skaber vi kvalitet i vores pædagogiske arbejde og tager fælles ansvar for, at kvaliteten løbende udvikles til gavn for børnene.
Vores værdier
Sommerhaven bygger på værdierne dialog, tillid og ansvar.
Vi tror på, at de bedste løsninger opstår gennem dialog og refleksion. Vi sætter altid barnets læringsmiljø og trivsel først i vores pædagogiske overvejelser. Samtidig tager vi ansvar for, at børns dannelse, trivsel, læring og udvikling afspejles i vores daglige handlinger og prioriteringer.
En mangfoldig arbejdsplads
Sommerhaven er en integreret kommunal daginstitution med cirka 70 børn fordelt på tre vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper. Institutionen har gode fysiske rammer med fokus på små, inspirerende læringsmiljøer, der understøtter børnenes leg, udvikling og fællesskaber. Børnene er organiseret i mindre grupper i løbet af dagen, hvor de voksne har en tydelig, nærværende og vejledende rolle med udgangspunkt i børnenes perspektiver, interesser og behov.
Det pædagogiske arbejde
Vi er særligt optagede af børns leg og legestrategier, og hvordan vi som professionelle bedst kan understøtte børnenes deltagelse i fællesskaber. Vi ser legen som en grundlæggende mentaliserende aktivitet. Derfor arbejder vi målrettet med at skabe rammer, hvor alle børn oplever at være en del af meningsfulde fællesskaber og får mulighed for at udvikle deres legekompetencer. Leg, bevægelse og udeliv har en høj prioritet i vores hverdag og er en naturlig del af den pædagogiske praksis.
Idrætsinstitution
Sommerhaven blev certificeret som idrætsinstitution i december 2025. Bevægelse er derfor en integreret del af vores pædagogiske arbejde, og vi arbejder aktivt med at skabe læringsmiljøer, hvor børnene udvikler glæde ved fysisk aktivitet, kropsbevidsthed og fællesskab gennem bevægelse.
Om stillingerne
Vi søger to uddannede pædagoger henholdsvis til vores vuggestue og børnehave.
Vi tilbyder:
- En arbejdsplads med høj faglighed og et stærkt kollegialt fællesskab.
- Engagerede kolleger, der hjælper og støtter hinanden.
- Mulighed for faglig udvikling og indflydelse på den pædagogiske praksis.
- En institution med fokus på leg, bevægelse, læring og fællesskab.
- En hverdag præget af humor, nærvær og engagement.
Vi glæder os til at høre fra dig og fortælle mere om Sommerhaven.
Praktisk information
Du er meget velkommen til at besøge vores dejlige hus. Har du spørgsmål, kan du kontakte institutionens leder Bozena Casu på tlf. 44 52 59 35 eller 24 94 82 31.
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst. Lønnen aftales efter principperne om Ny løn. Der indhentes børne- og straffeattest for medarbejdere, der ansættes på i daginstitutionerne i Herlev Kommune.
Ansøgningsfristen er søndag den 26. juli 2026.
Ansættelsessamtaler foregår i uge 31 og 32.
Mød vores medarbejdere
På herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.
Søg stillingen
Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.
Om Herlev
Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.
I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.