Vil du være med til at forme og videreudvikle den pædagogiske praksis i en institution med nyt ledelsesteam og stort fagligt fokus?
Vi søger en engageret og fagligt nysgerrig pædagog til vores vuggestue i Kagsmosen, som er en del af den integrerede institution Kagsmosen/Solstrålen i Herlev Kommune. Her bliver du en del af et hus i udvikling, hvor du sammen med kolleger og ledelse er med til at forme hverdagen og den pædagogiske retning.
Vi har netop fået nyt ledelsesteam – en ny leder og en ny afdelingsleder for børnehaven som er tiltrådt pr. 1. april 2025 samt en ny afdelingsleder for vuggestuen der tiltræder 1. juni 2025 – og det skaber nye muligheder for at forme og videreudvikle det pædagogiske arbejde og samarbejde på tværs af huset.
Kagsmosen/Solstrålen består af to afdelinger. Den ledige stilling er i vuggestueafdelingen i Kagsmosen, som har 24 børn. Børnehaven i samme afdeling rummer 50 børn. Vi arbejder målrettet med at skabe trygge rammer, hvor børn kan lege, lære og udfolde sig. Vi prioriterer praksisnær pædagogik, stærke relationer og fagligt samarbejde højt. Samtidig bruger vi aktivt nærmiljøet og tilbyder børnene oplevelser uden for huset.
Med det nye ledelsesteam i ryggen, ønsker vi at udvikle og kvalificere det pædagogiske arbejde i hele institutionen – i tæt samspil med det dygtige personale, der er ansat i husene.
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst. Lønnen aftales efter principperne om Ny løn. Der indhentes børne- og straffeattest for medarbejdere, der ansættes i daginstitutionerne i Herlev Kommune.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte leder Nina Boolsen på 24871067.
Ansøgningsfrist er fredag den 2. juni, og samtaler afholdes løbende.
På herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.
Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.
Om Herlev
Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.
I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.