Vil du være med til at hjælpe unge tættere på uddannelse eller job? Har du flair for CV, ansøgninger og jobsøgning, og motiveres du af at se unge lykkes på arbejdsmarkedet? Så er du måske vores nye ungerådgiver i Herlev Kommune.
Vi søger en engageret ungerådgiver til et barselsvikariat med start den 1. december 2026 og frem til udgangen af oktober 2027.
Du bliver en del af et team, der arbejder med unge til og med 29 år og har et fælles fokus på at hjælpe unge videre mod uddannelse, job og et mere selvstændigt voksenliv. Vi er en del af Ungeløftet, hvor ambitionen er at få flere unge ind i fællesskaber, uddannelse og job og sikre, at flere unge får mulighed for at finde deres vej.
Som ungerådgiver bliver du en del af en indsats, hvor du både varetager myndighedsopgaver og har en tæt, håndholdt kontakt med de unge om deres vej mod uddannelse eller job. En vigtig del af din opgave bliver at støtte de unge i deres jobsøgning – blandt andet med at afdække kompetencer og jobønsker, udarbejde et skarpt CV og skrive målrettede ansøgninger.
Du skal kunne se mulighederne i den enkelte unges erfaringer og kompetencer – også når de ikke umiddelbart står tydeligt på papiret. Du skal samtidig have blik for arbejdsmarkedet og kunne omsætte den unges kompetencer og ønsker til konkrete jobmuligheder.
En del af jobbet vil også være at støtte den unge i kontakten til virksomheder, forberede sig til jobsamtaler og følge op på jobsøgningen. Det handler om at hjælpe den unge til selv at kunne navigere i jobsøgningen og tage de skridt, der bringer dem tættere på arbejdsmarkedet.
Som ungerådgiver bliver du samtidig ansvarlig for myndighedsopgaven omkring de unge. Det betyder, at du skal kunne arbejde struktureret med sagsbehandling, opfølgning og journalisering og samtidig skabe en god og tillidsfuld relation til den unge.
Vi tror på, at vejen til job og uddannelse ikke er ens for alle. Derfor arbejder vi med udgangspunkt i den enkelte unges situation, ressourcer og ønsker. Du skal kunne balancere mellem at stille tydelige krav og samtidig give den støtte, der gør det muligt for den unge at lykkes.
Du bliver en del af et team, hvor vi arbejder tæt sammen og bruger hinandens fagligheder aktivt. Vi lægger vægt på sparring, fælles ansvar og på at finde løsninger, der giver mening for den unge.
Der er tale om et barselsvikariat på 37 timer ugentligt med start den 1. december 2026 og frem til udgangen af oktober 2027. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst.
Ansøgningsfristen er 25. oktober. Vi forventer at holde samtaler i den 28. oktober.
Du kan læse mere om Herlev Kommune på www.herlev.dk.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Birgitte Kjeldsen på tlf. 22842631
Løn fastsættes efter gældende overenskomst og principperne for ny løn.
Herlev Kommune har røgfri arbejdstid.
På herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.
Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.
Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.
I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.