Servicemedarbejder til genbrugsstation

Vil du være vores ansigt udadtil og vejlede vores borgere og erhvervskunder i at sortere deres affald korrekt? Kan du møde alle slags mennesker med et smil og en god dialog, og er du ikke bange for at svinge kosten og lære at styre en rendegraver? Så er det dig, vi leder efter til Herlev Kommunes genbrugsstation i Herlev.

På vores genbrugsstation har vi mange gæster hver dag, især i weekenden er der trængsel ved containerne. Derfor er vi afhængige af medarbejdere, der har overblik, kan holde orden og er klar til at hjælpe kunderne, så de føler sig godt behandlet. Det er her, du kommer ind i billedet som servicemedarbejder.

En teamspiller med ansvar

Du bliver en del af et stærkt fællesskab, hvor du selv har et stort mål af frihed til at planlægge din arbejdsdag sammen med dine kolleger. Det kræver, at du er ansvarsbevidst og trives med, at opgaverne hurtigt kan skifte. Nogle gange går tiden med oprydning på pladsen og håndtering af bl.a. farligt affald. Andre gange med at vejlede borgere eller rundvisning af skolebørn og lære dem om korrekt sortering og genanvendelse. Du deler ansvaret med dine kolleger – og er altid klar til at hjælpe dit team.

Service kommer først

Du kommer i kontakt med mange forskellige mennesker hver eneste dag. Derfor lægger vi mere vægt på, at du har den rette personlighed end på, at du er ekspert i affaldssortering eller kørsel med vores forskellige maskiner. Det skal vi nok lære dig alt om. Måske har du en fortid i servicebranchen, detailhandlen, skole- eller genbrugsområdet eller noget helt femte. Det vigtigste er, at du er serviceorienteret, god til at kommunikere og samtidig kan træde i karakter, når det er nødvendigt.

Frisk luft og formidling

Jobbet kræver et almindeligt kørekort. Har du et gaffeltruckkørekort, er det en fordel, men det er ikke et krav. Til gengæld skal du være frisk på at lære at køre en truck/stabler og håndtere andre, større maskiner. Du kommer også til at bruge en computer til bl.a. registreringer af affald og bestilling af varer. Derfor er et vist kendskab til IT en fordel. Men det er langt fra et kontorjob, du får. Det meste af din dag foregår med praktisk arbejde udendørs, så du skal være glad for frisk luft i al slags vejr. Samtidig skal du have lysten og evnen til at formidle din viden om affaldssortering, genanvendelse, direkte genbrug, materialer og emballager til både børn og voksne.

Arbejdstid

Vi er der for vores borgere og de erhvervsdrivende, og de førstnævnte er der oftest i weekenden, i ferien og i fridagene omkring højtiderne. Derfor har vi brug for, at du er fleksibel, kan arbejde i tidsrummet klokken 11 til 18.30 og er klar på at arbejde hver anden weekend, også i sommerperioden. Du bliver ansat under Herlev Kommunes Vejdrift, som varetager et væld af forskellige opgaver i kommunen, fra gartnerområdet til vinterberedskabet – opgaver, du undertiden også kan blive bedt om at være med til at løfte. Dine løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst og principperne for Ny Løn.

Interesseret?

Hvis du vil vide mere om jobbet, kan du kontakte koordinator, Karina Sefron på 2933 6454 eller Driftschef Frank Nør på 2925 5013. Og tænker du, at det lige er dig, så glæder vi os til at modtage din ansøgning hurtigst muligt og senest torsdag den 28. august 2025. Jobstart gerne hurtigst muligt og senest 1. oktober 2025.

Mød vores medarbejdere

herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.

Søg stillingen

Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.

 

Om Herlev
Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.

I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingstype: Fuld tid
Jobkategori: Service og Vedligehold
Kontaktperson:
Karina Sefron
Telefonnummer: 29336454
Herlev Rådhus
Herlev Hovedgade 110, 1. sal
2730 Herlev
Tlf: 44 52 70 00
herlev@herlev.dk
CVR nr. 63640719