Vores dygtige barselsvikar er blevet fastansat, og vi søger derfor en ny kollega til et meningsfuldt barselsvikariat i myndighedsarbejdet med hjælpemidler.
I Herlev kommune får du en unik mulighed for at blive en del af en ambitiøs myndighedsafdeling med høj social kapital. Fagligt får du et spændende og afvekslende job, hvor du selv er med til at planlægge din arbejdsdag, får udviklet dine faglige kompetencer i hjælpemiddelformidling samt stort medansvar i den fælles tværfaglige opgaveløsning.
Afdelingen har ansvar for at yde vejledning, foretage funktionsudredninger og sagsbehandling vedrørende ansøgninger om hjælpemidler, forbrugsgoder, støtte til køb af bil og boligændringer jf. servicelovens bestemmelser. Derudover visiterer teamet til APV-hjælpemidler, ældre- og handicapvenlige boliger, samt handicapkørsel.
Vi sagsbehandler ud fra en helhedsorienteret og rehabiliterende tilgang i samarbejde med borgere, pårørende og tværfaglige samarbejdspartnere, så borgeren oplever en koordineret og helhedsorienteret indsats. Til at understøtte sagsbehandlingen anvendes Fælles Sprog III og omsorgssystemet Nexus.
Det daglige arbejde er en kombination af besøg i borgerens hjem og administrativ sagsbehandling, samt varetagelse af vores Kvikservice og Front-funktionen, som behandler alle akutte henvendelser fra borgere, pårørende og samarbejdspartnere. Tilrettelæggelsen af arbejdsopgaver sker i tæt samarbejde med det øvrige team.
Som person er du positiv, nysgerrig og med et smil på læben. Du har en forandringsparathed, som kommer vores borgere og samarbejdspartnere til gode, ligesom du er motiveret for selvstændigt at opsøge ny viden til brug i konkrete sagsforløb, både i forhold til hjælpemidler og lovgivning.
Der stilles bærbar pc samt mobiltelefon til rådighed.
Afdelingen er organisatorisk placeret i Myndighed, Forebyggelse & Rehabilitering. Hjælpemiddelafdelingen sidder i storrumskontor sammen med Visitationen. Vi har et naturligt tæt samarbejde med Helhedsplejen, som vi deler lokation med.
Hjælpemiddelafdelingen består af afdelingsleder, 1 faglig koordinator, 7 sagsbehandlende terapeuter, 3 sagsbehandlere for kropsbårne hjælpemidler, samt 4 medarbejdere på vores Hjælpemiddeldepot.
Teamet er selvtilrettelæggende, understøttet af faglig leder og faglig koordinator.
Der er tale om en tidsbegrænset stilling på 30 timer ugentligt i 6 mdr. evt. med mulighed for forlængelse. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt eller senest 1. januar 2027.
Arbejdspladsen er placeret på Hørkær 18, 2730 Herlev.
Vi lægger stor vægt på en begrundet og motiveret ansøgning i forhold til arbejdet med hjælpemiddelformidling. Ansøgningen skal vedlægges dokumentation for enten fysioterapeut- eller ergoterapeutuddannelse i form af autorisation eller eksamenspapirer.
Ansøgningen skal være os i hænde senest torsdag den 19. november 2026, kl. 12.00.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 48.
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst. Sagsbehandlerterapeuterne i Hjælpemiddelafdelingen er selvtilrettelæggende.
Forud for ansættelse indhentes referencer og straffeattest.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til faglig koordinator Louise Pedersen på telefon 4452 71 09 eller afdelingsleder Stina Mollerup på telefon 4452 6266.
På herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.
Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.
Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.
I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.