Dagtilbudsleder til Lindehaven – hvor faglighed, fællesskab og nærvær går hånd i hånd

Faglig stærk og udviklingsorienteret personalegruppe søger dagtilbudsleder til børneinstitutionen Lindehaven.

Er du en visionær, fagligt dygtig og nærværende dagtilbudsleder, der kan stå i spidsen for en personalegruppe med et stærkt fagligt fundament?
Forstår du vigtigheden i det nære og tætte samarbejde med personale, koordinatorer og forældre samt ser dem som vigtige medspillere i udviklingen af vores pædagogiske praksis?
Søger du en lederstilling, hvor du kan udvikle dig både fagligt og personligt, og drømmer du om at stå i spidsen for en velfungerende, fagligt ambitiøs daginstitution med stabile rammer og et engageret personale?   

Så er det dig, vi søger som ny leder i Børneinstitutionen Lindehaven.
Du vil med lederjobbet i Lindehaven blive en del af et fagligt stærkt og trygt ledernetværk, hvor du får gode, tætte og kompetente sparringspartnere.    

Hvorfor vælge Lindehaven?   

Du vil stå i spidsen for 25 dygtige medarbejdere og 104 skønne børn i alderen 0-6 år, fordelt i små børnegrupper med højst 14 børn pr. gruppe. 

  • Hver afdeling består af 1 vuggestuegruppe (0 til 3 år) og 3 børnehavegrupper (3 til 6 år). Vi arbejder ud fra en Nest-inspireret tilgang med fokus på tryghed, forudsigelighed og stærke børnefællesskaber. Vi har derfor et tæt samarbejde med PPR, der bidrager med ny viden og vejleder os i at udvikle vores pædagogiske læringsmiljøer. Som en del af de faste vejledningsforløb videndeler og reflekterer vi i personalegruppen og på fælles p-møder.
  • Du træder ind i et ambitiøst pædagogisk læringsmiljø, som i 2024 blev anerkendt for sin praksis i samarbejde med PPR og kompetenceudviklingsprojekt “Alle med”.
  • Du får en lederrolle med indflydelse, sparring og et solidt netværk af kollegaer og forvaltning i ryggen.

Om Lindehaven 

Vi er to afdelinger, Højen og Lyngen, beliggende på to matrikler med 350 meter afstand i et grønt og børnevenligt område tæt på Sømosen, Herlev Gymnasium og Ungdomsskolen. Vi ligger i et familievenligt område, hvor størstedelen af børnene bor. Vi  tager derfor ofte på tur i nærområdet for at give børnene kendskab til byen og lokalområdet.   

Du vil som leder i Lindehaven have et tæt samarbejde med vores meget engagerede forældrebestyrelse som ligeledes er en vigtig sparringspartner i Lindehavens udvikling.

Vi deltager lige nu i et 2-årigt kompetenceudviklings projekt ‘’Kompetenceudvikling - alle med’’ som er støttet af BUPL’s Kompetencefond. Her arbejder vi med, at personalegruppen tilegner sig ny viden inden for den sidste nye forskning om: 

  • legens betydning 
  • læringsmiljøer
  • forældresamarbejde og kommunikation

Disse temaer præsenteres skiftevis af personalet på vores husmøder.    

Din rolle og opgaver som leder

Som leder af børneinstitutionen Lindehaven får du ansvaret for den pædagogiske, personalemæssige, organisatoriske og strategiske ledelse. Du vil stå i spidsen for at videreudvikle og opretholde institutionens pædagogiske læringsmiljøer og kompetenceudvikling.    

Du vil blandt andet:   

  • lede, fordele og tilrettelægge den pædagogiske praksis, så der skabes gode læringsmiljøer for alle børn.   
  • fastholde Lindhavens struktur og organisering i mindre grupper.
  • videreføre vores kompetenceudviklingsprojekt med respekt for den faglighed, vi har bygget op sammen.
  • videreudvikle i samarbejde med vores Nest-vejledere og personalet en systematisk evaluerings- og refleksionskultur, der bidrager til bedre læringsmiljøer.   
  • sikre et højt informationsniveau på tværs af afdelinger og overfor forældrebestyrelsen.   
  • samarbejde tæt med tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter med fokus på trivsel og et godt arbejdsmiljø.   
  • koordinere tværfaglige indsatser i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere bl.a. fra PPR.    
  • bidrage aktivt til refleksive dialoger i dagtilbudsledergruppen og med forvaltningen.   
  • sikre, at kommunens overordnede målsætninger omsættes til lokale pædagogiske praksisser i institutionen.   

Om dig    

Vi søger en leder som:     

  • er empatisk, nærværende, lyttende og kan skabe psykologisk tryghed gennem en høj grad af inddragelse.
  • har et anerkendende og inkluderende børnesyn.     
  • har interesse for det specialpædagogiske område. 
  • er ambitiøs omkring kvaliteten i det pædagogiske arbejde.   
  • er optaget af læringsledelse og medarbejderudvikling.   
  • er uddannet pædagog gerne med erfaring inden for 0-6-årsområdet.   
  • har erfaring med ledelse af dagtilbud.
  • har en diplomuddannelse i ledelse eller er interesseret i at tage den.

Du bliver en del af noget større 

Du vil blive en del af en engageret og ambitiøs dagtilbudsledergruppe. Gruppen er opdelt i netværk, der mødes fast hver måned for at dele viden og erfaringer. Netværkssamarbejdet prioriteres højt og er en platform for professionelle læringsfællesskaber med refleksive dialoger. Dagtilbudsledergruppen har fokus på faglig ledelse, der skaber dagtilbud af høj kvalitet med mærkbar effekt for både børn, forældre og personale.     

Som dagtilbudsleder vil du herudover opleve ledelse tæt på praksis, både i din faglige ledelse af institutionen og i samarbejdet med kommunens understøttende funktioner.    

Det praktiske   

Ansættelse sker efter gældende overenskomst. Løn aftales efter principperne for ny løn. Straffe- og børneattest indhentes ved ansættelse.   

Ansøgningsfristen er mandag den 25. august 2025 kl. 12.00. Vi forventer at afholde første samtalerunde onsdag den 27. august og anden samtalerunde fredag den 29. august 2025.  

Få mere at vide   

Du kan læse mere om Lindehaven på vores hjemmeside Lindehaven (aula.dk). Vi opfordrer dig også til at besøge os – kontakt leder af dagtilbudsområdet Annette Lohmann på 5127 8397 for at aftale et besøg.   

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Annette Lohmann på ovenstående nummer eller konsulent Casper Vinding på 9116 6221.   

Mød vores medarbejdere

herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.

Søg stillingen

Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.

 

Om Herlev
Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.

I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingstype: Fuld tid
Jobkategori: Ledelse
Kontaktperson:
Annette Genter Lohmann
Telefonnummer: 51278397
Herlev Rådhus
Herlev Hovedgade 110, 1. sal
2730 Herlev
Tlf: 44 52 70 00
herlev@herlev.dk
CVR nr. 63640719