Børnetræningen i Herlev søger en børnefysioterapeut til vikariat på 25 timer pr. uge

I Sundhedsplejen og Børnetræningen i Herlev Kommune søger vi en børnefysioterapeut i et barselsvikariat på 25 timer pr. uge pr. 1. januar 2026 til varetagelse af opgaver på kommunens specialskole Gl. Hjortespringskole.  

Vi tilbyder et fagligt spændende og varierende arbejde med en hverdag, der er præget af selvstændighed og ansvar i forhold til de mange forskelligartede opgaver, der skal løses på daglig basis. 

 

Dine arbejdsopgaver 

Som ene fysioterapeut på skolen kommer du til at varetage vejledningsopgaver for det pædagogiske og undervisende personale på skolen, forældrene samt det tværfaglige personale. Dette inkluderer faglig vejledning til både forældre og personale, baseret på observationer, undersøgelser og relevante tests. Der arbejdes med vurdering af motoriske og sensoriske problemstillinger hos eleverne med fokus på at understøtte deres funktionelle udvikling og deltagelse i hverdags- og skoleaktiviteter. Der kan forekomme deltagelse på tværfaglige konferencer på skolens elever.

Der tilbydes målrettet vedligeholdende træning både individuelt og i mindre grupper, tilpasset den enkelte elevs behov og funktionsniveau. Derudover tilbydes skolens yngste klassetrin holdtræning, hvor der arbejdes med motorisk udvikling, kropsbevidsthed, sanseintegration og bevægelsesglæde. Yderligere tilbydes de yngste klassetrin finmotorisk træning, der sker i samarbejde med Børnetræningens ergoterapeut. 

 

Om dig

Vi søger en autoriseret og engageret fysioterapeut til at varetage de ovennævnte opgaver. Vi forventer, at du har interesse for og erfaring fra børneområdet generelt. 

Jævnfør ovennævnte opgaver vil det være en fordel, hvis du har erfaring inden for flere af disse områder: 

  • Børn med sansemæssige udfordringer særligt inden for ADHD
  • Autismespektret 
  • Motorisk forsinkede børn

Derudover vil det også være en fordel, hvis du har kendskab til

  • genoptræning
  • medfødte lidelser 
  • syndromer 
  • cerebral parese. 

Vi forventer, at du har erfaring med 

  • fysioterapeutisk konsultation
  • forældresamarbejde
  • tværfagligt samarbejde
  • rådgivning
  • træning
  • behandling på børneområdet 
  • uddannelse i forskellige tests på området som fx Sensory Profile 2 og/eller SPM.

Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til CPOP og dermed kan udføre målinger samt udfylde protokoller hertil.

Vi lægger vægt på, at du kan indgå i et tæt fagligt og tværfagligt samarbejde med forskellige andre faggrupper, er udviklingsorienteret, initiativrig, samt har lyst til at indgå socialt i vores gruppe.

Vi vægter et godt arbejdsmiljø højt med plads til faglig sparring og udveksling men også plads til gode grin.

 

Om os

Du vil have din daglige gang på skolen, men vil være en fast del af terapeutgruppen i Børnetræningen, hvor du vil deltage i faglig sparring, personalemøder samt supervision. Børnetræningen er organiseret med sundhedsplejen, og er placeret på det nye Rådhus Hjortespring i Herlev.

Vi er en velfungerende arbejdsplads med fokus på udvikling, tætte samarbejdsrelationer samt et godt og trygt arbejdsmiljø, hvor der er plads til både grin og faglig sparring. Du vil få fire børnefysioterapeuter og en børneergoterapeut samt ti sundhedsplejersker som nærmeste kollegaer.

 

Om kommunen

Herlev Kommune er en kommune i vækst og har ca. 28.000 indbyggere. Vi har et årligt fødselstal på ca. 320 børn samt ca. 3.000 skolebørn fordelt på fem kommuneskoler, en specialskole og en privatskole.

Børnetræningen er en del af kommunens Tværfaglige indsatser for Børn, Unge og Familier, som bl.a. består af Sundhedsplejen og PPR.

 

Løn og ansættelsesforhold

Efter gældende overenskomst. Der indhentes børne- og straffeattest. 

 

Yderligere oplysninger 

Har du spørgsmål, kan du kontakte leder for Sundhedsplejen og børnetræningen Sanne Kjærsgaard Lund mobil 21195398, eller fysioterapeut Amanda Lind mobil 21774066

 

Ansøgningsfrist og ansættelsessamtaler

Din skriftlige ansøgning med CV samt eksamenspapirer og autorisation skal være hos os senest 22. oktober 2025 kl. 12.

Ansættelsessamtaler vil finde sted den 27. oktober 2025.

 

Mød vores medarbejdere

herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.

 

Søg stillingen

Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.

Om Herlev

Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.

I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingstype: Vikariat
Jobkategori: Undervisning, Børn og Unge
Kontaktperson:
Sanne Kjærsgaard Lund
Telefonnummer: 21195398
Herlev Rådhus
Herlev Hovedgade 110, 1. sal
2730 Herlev
Tlf: 44 52 70 00
herlev@herlev.dk
CVR nr. 63640719