Er du socialrådgiver/socialformidler med en skarp pen, et samarbejdstalent og hjertet på rette sted, så hold dig ikke tilbage med at søge myndighedsstillingen i voksen handicap og psykiatri.
Til gengæld lover vi dig en spændende stilling, hvor du skal medudvikle det specialiserede socialområde i en lille kommune med store ambitioner. Der står en gruppe dygtige, humørfyldte og skarpe kollegaer og venter på dig. Vi ønsker du starter hos os hurtigst muligt.
Udrede og bringe borgerne i de rette indsatser, som understøtter et godt og mest muligt selvhjulpent liv gennem en recovery- og rehabiliteringsorienteret tilgang. Du er ikke alene. Du er hjulpet godt på vej af dygtige kollegaer, jurist, indkøbskonsulent og ikke mindst et hav af gode kollegaer på udfører-området.
VUM 2.0 er hele vores grundsten og vi sætter en ære i, at levere et godt stykke myndighedsarbejde inden for Servicelovens §§ 82, 84, 85, 97, 98, 100, 102, 103, 104, 105, 107, 108, 109 og 110 og vi øver os sammen flittigt på det.
Vi arbejder specialiseret, så bare rolig – du skal ikke være verdensmester i alle paragrafferne.
Samarbejde er nøgleordet på et socialområde, som til tider kan være komplekst og aldrig kedeligt. Vi sætter os sammen om løsningerne og prioriterer læring, og de gode afgørelser og processer. Det betyder også, at ingen skal føle sig alene om ansvaret og vi spiller hinanden gode i sagsbehandlingen. Vi rækker nemt og naturligt ud til samarbejdspartnere både internt og eksternt og du har de fleste af dine samarbejdspartnere lige om hjørnet, herunder øvrige forvaltningsområder. Det er derfor vigtigt for os, at du er indstillet på at bidrage til både borgere, kollegaer og arbejdspladsen som helhed og ser dette som en grundforudsætning for godt socialt arbejde.
Vi har lyst til at investere i dig og vil gerne beholde dig i lang tid.
Vi er blevet organiseret sammen med kommunens tilbud på det voksen sociale område (botilbud, dagtilbud, væresteder, bostøtte og bofællesskaber). Vi har et tæt og koordineret samarbejde og arbejder bl.a. sammen i kommunens åbne rådgivningstilbud ’Den Åbne dør’. Sammen er vi optaget af at udvikle nye indsatser og få et endnu tættere og mere helhedsorienteret samarbejde til gavn for borgerne.
Det er en god ide at kunne jonglere mellem forskelligartede opgaver og trives med det. Det er vilkåret i en mindre kommune, hvor vi med fælles hjælp skal få hverdagen til at fungere.
Vi har til huse på et helt nyt og dejligt rådhus. Vi deler etage sammen med bl.a. Hjælpemiddel og Visitationen, Børne-, Unge- og familierådgivningen og Jobcenter for unge under 30 år. Vi oplever, at vi har stærke, værdifulde tværfaglige indsatser og praktiserer et tæt samarbejde i kommunen.
Vi prioriterer arbejdsmiljøarbejdet, fordi vi vil være en sund arbejdsplads præget af arbejdsglæde og god trivsel, så du kan forvente, at vi tager din trivsel alvorligt.
Vi arbejder med faglig udvikling gennem kompetenceudvikling, fælles sparring samt supervision.
Du får god mulighed for at tilrettelægge din tid og opgaver, herunder hjemmearbejde og fleksibel arbejdstid.
Du bliver en del af et team, hvor din faglige nysgerrighed og dine ideer bliver set som en styrke i udvikling af området og vores team. Du bliver en del af et mindre team med ni rådgivere og en afdelingsleder. Teamet er sammensat af både erfarne og mindre erfarne rådgivere, men alle med en kæmpe faglighed.
Stillingen er på 37 timer om ugen med flekstidsordning. Løn efter gældende overenskomst og principper om Ny Løn.
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt eller efter nærmere aftale.
Har du spørgsmål til os, er du meget velkommen til at ringe til afdelingsleder Oline Hedlund på telefon 2382 3834.
Din ansøgning skal vedlægges relevant dokumentation for uddannelse og tidligere beskæftigelse. Ansøgningen skal være os i hænde senest den 10. april 2026.
Vi holder samtaler torsdag den 16. april 2026.
Vi glæder os til at høre fra dig.
På herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.
Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.
Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.
I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.